Værløse Hundeskole
VEDTÆGTER
§ 1 Navn og hjemsted
Foreningens navn er ” Værløse Hundeskole ”. Herefter forkortet VH. Foreningen har hjemsted i Furesø kommune. Foreningens adresse = formandens.
§ 2 Foreningens formål
VH’s formål er at udbrede kendskabet til soft agility samt at sikre, at sporten er for alle hunde. Foreningen tilstræber at højne hundens sociale tilværelse ved aktiviteter der fremmer dens velfærd og samtidig sikre, at dens fysik og psyke ikke lider overlast. Kend skab til Soft agility udbredes via sociale medier som facebook og hjemmesiden.
I det omfang tid og interesse er for det, kan andre hunde aktiviteter også tilbydes. Som f.eks.: rally lydighed, næsearbejde mv.
§ 3 Bestyrelsen
Til at lede Foreningen vælger generalforsamlingen en bestyrelse bestående af:
– en formand, der vælges i ulige år for en toårig periode
– en kasserer, der vælges i lige år for en toårig periode
– et bestyrelsesmedlem, der vælges i lige år for en toårig periode
– en suppleant, der vælges for ét år
– en revisor, der vælges i ulige år for en toårig periode
Afgår et bestyrelsesmedlem indenfor en valgperiode, indkaldes suppleanten og nyvalg finder sted på førstkommende generalforsamling.
Den valgte bestyrelse bestemmer selv sin forretningsorden, herunder beslutninger om trænere og evt nye trænere.
§ 4 Udvalg og grupper
Bestyrelsen kan etablere ad hoc-udvalg og grupper med et nøjere defineret kommissorium med ansvar overfor bestyrelsen. Evt. ydelser til bestyrelsesmedlemmer/enkeltmedlemmer/ udvalg/grupper fastsættes udelukkende af generalforsamlingen.
§ 5 Regnskab
Foreningens regnskabsår går fra 1. december til 30. november. Bestyrelsen skal inden generalforsamlingen afgive driftsregnskab for det foregående år og status pr. 1. december til revisoren. Driftsregnskab og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift.
Foreningen opretter en bankkonto hvor kassereren har hæveret.
Bilag over 500,00 kr. godkendes af formanden.
§ 6 Revision
På den ordinære generalforsamling vælges for et år af gangen en revisor. Revisoren skal hvert år umiddelbart før generalforsamlingen gennemgå det samlede regnskab og påse at beholdningerne er til stede. Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og driftsregnskab og status forsynes med en påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.
§ 7 Medlemskab og kontingent
Nye medlemmer har 1 træningsgang før evt. indmeldelse. Inden for denne periode kan medlemskabet opsiges af begge parter. Medlemskab er først gyldigt, når kassereren har modtaget kontingentindbetaling. Nye medlemmer er velkomne til 1 prøvetime, hver d. 1 træningsgang i måneden.
Kontingent indbetales senest 8 dage efter prøvetidens udløb.
Indmeldelse kan kun ske til foreningens kasserer. Kontingent fastsættes på den ordinære generalforsamling og betales årligt forud med 1. januar som forfaldsdag.
Ved manglende kontingentindbetaling fremsendes en rykker. Ved fortsat manglende indbetaling er medlemmet automatisk udmeldt.
Medlemmer er forpligtet til at hunden er vaccineret og lovpligtig forsikret.
Vær OBS på at der i visse forsikringsselskaber kræves udvidet dækning – ellers dækker forsikringen IKKE i trænings/klubregi.
VH er ikke ansvarlig for uheld af nogen art, der måtte opstå under træning eller anden aktivitet i eller uden for foreningen.
Alle medlemmer medvirker ved opsætning og nedtagning af forhindringer/redskaber, mv., ligesom alle samler op efter deres hund og sikrer, at træningspladsen og faciliteterne efterlades i forsvarlig og upåklagelig stand.
Pligt dage/timer kan forekomme for at holde pladsen i stand.
§ 8 Udmeldelse / bortvisning / eksklusion.
Udmeldelse af Foreningen kan kun ske skriftligt til formanden. Medlemskab er bindende for ét regnskabsår ad gangen.
Konsekvenser af restance: Hvis der ikke betales kontingent efter én rykker, som kommer 14 dage efter den 01.1., ophører medlemskabet automatisk.
Ved indmeldelse kommer man tomhændet; ved udmeldelse går man tomhændet.
Udmeldelse er uden kontingent refundering.
Hvis et medlem er til fare for sig selv eller andre, kan træneren alene til hver en tid bortvise medlemmet for én dag med det samme.
Skulle et medlem beviseligt skabe splid/modarbejde foreningen eller dennes interesser og formål – eller har tilsidesat hundens velfærd, kan medlemmet ekskluderes af bestyrelsen. Endvidere kan 2/3 af VH søge et medlem ekskluderet. Dette skal ske ved et velbegrundet/skriftligt dokument. Der skal gives vedkommende medlem, der søges ekskluderet, ret til at give møde for bestyrelsen for at fremlægge sine synspunkter inden bestyrelsen tager stilling til evt. eksklusion.
§ 9 Generalforsamling
Generalforsamlingen er Foreningens højeste myndighed. Til evt. vedtægtsændringer kræves mindst 2/3 af de fremmødte medlemmers stemmer. Medlemmer af VH, der ikke er i kontingentrestance, og som møder op på generalforsamlingen, har stemmeret. Hvert fremmødt medlem kan medbringe max 2 skriftlige fuldmagter fra medlemmer, der ikke deltager i generalforsamlingen. Fuldmagter kan kun anvendes til stillingtagen til konkrete indkomne forslag.
Valg af bestyrelsen foregår på generalforsamlingen ved almindelig afstemning. Såfremt blot ét medlem begærer hemmelig afstemning, skal den foregå skriftligt/hemmeligt. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antal fremmødte.
Generalforsamling afholdes hvert år i februar.
Generalforsamling indvarsles mindst 3 uger forud med angivelse af dagsorden. Årsregnskab for det forløbne år og budget for det kommende år udleveres på generalforsamlingen.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen. Forslag skal være skriftlige og vil blive vedlagt/-hæftet sammen med den endelige dagsorden og udleveret på generalforsamlingen.
Generalforsamlingens dagsorden skal indeholde:
- Valg af dirigent og referent
- Valg af 1 stemmetæller
- Fremlæggelse og godkendelse af bestyrelsens beretning
- Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
- Fremlæggelse og godkendelse af budget og fastsættelse af kontingent.
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af de i § 3 nævnte personer
- Eventuelt
§ 10 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes når mindst en femtedel af de stemmeberettigede medlemmer indgiver skriftlig begæring herom til formanden med anførelse af det eller de punkter, der ønskes behandlet. Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter begæringens modtagelse. Forslagsstilleren skal dog selv give fremmøde på den ekstraordinære generalforsamling, for at de foreliggende forslag kan behandles. For så vidt angår krav til mødets ledelse, afstemning o.s.v. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.
§ 11 Opløsning
Opløsning af Foreningen VH kan kun finde sted på en ekstraordinær generalforsamling kun med dette emne på dagsordenen hvis 2/3 af foreningens medlemmer stemmer for (ved tilstedeværelse eller ved fuldmagt)
Foreningens evt. kassebeholdning, effekter, mv. overgår efter den opløsende generalforsamlings beslutning herefter til en af den ekstraordinære generalforsamling valgt (også med 2/3s flertal) relevant forening.
§ 12 Ikrafttrædelse
Vedtægterne er tiltrådt i denne reviderede form på generalforsamlingen d. 5. februar 2020
formand
kasserer
revisor
bestyrelsesmedlem
bestyrelsessuppleant